JP: “Han var galleriejer – nu skal han udvikle modebranchen”

Som optakt til HEADSTART FASHION HOUSE åbning den 24. august bringer Jyllands Posten et portræt af Christian Chapelle, direktør i HEADSTART FASHION.

Jyllands-Posten ERHVERV 22.08.2016

 

Christian Chapelle har taget et karrierespring fra kunsten over i modens verden.

Engang var han galleriejer og værdisatte kunstværker. Nu er han direktør for en fond, der skal forretningsudvikle modebranchen. Kunsthistoriker Christian Chapelle har som så mange humanister haft en kringlet vej ind i erhvervslivet, men alligevel ser han en klar rød tråd i sit cv.

»Både kunst og mode dyrker æstetikken, og i begge brancher handler det meget om branding og iscenesættelse, så på den måde er der en klar kobling mellem de to kreative erhverv,« siger Christian Chapelle.

Han tog sit første karrierespring for fire år siden, hvor han efter at have lukket sine gallerier i Aarhus og København fik en stilling i Aarhus Kommunes erhvervsafdeling. Da kommunen kort tid efter søsatte Headstart Fashion for at styrke Aarhus som modeby, blev Christian Chapelle ankermand på vækstinitiativet.

Og nu har han så taget et jobspring igen – fra offentligt ansat til direktør i den erhvervsdrivende fond, som Headstart Fashion blev ændret til pr. den 5. april i år.

Hvordan har du det med at flytte ud af rådhusets trygge rammer og ind i noget, der ligner privat regi?

»Som en fisk i vandet,« kommer det lynhurtigt.

Og under interviewet forstår man, hvorfor Christian Chapelle på få år er blevet en velanset skikkelse i den aarhusianske modeverden. Han udstråler ægte engagement og begejstring, som han sidder der i sit ellers meget lidt prangende direktørkontor i Headstart Fashions nye domicil på Aarhus Havn.

»Headstart Fashion House starter småt, men vi tænker stort, og jeg ved, at det bliver en succes. Vores koncept og initiativer er noget helt nyt i modebranchen herhjemme. Vi kan binde branchens interessenter sammen og få noget til at ske, som aldrig er set i Danmark før,« understreger Christian Chapelle med henvisning til de mange forretningsudviklende og netværksskabende arrangementer, som Headstart Fashion afholder for modebranchen. Christian Chapelle er manden i midten, ham, der skaber kontakter på kryds og tværs i branchen, til pressen og til kommuner og regioner.

Åbner på onsdag

Headstart Fashion House åbner officielt på onsdag og slår denne dag dørene op for offentligheden, men ellers kommer den brede offentlighed ikke til at mærke meget til, at byen har fået et nyt væksthus for modebranchen.

»Måske kan vi på sigt bidrage til modeevents i byrummet, men ellers er vi primært sat i verden for at forretningsudvikle modebranchen,« pointerer Christian Chapelle.

I skrivende stund er han i fuld gang med at finde de otte lejere, der skal flytte ind i Mindet 4, som er Headstart Fashion House’s adresse. Men det bliver ikke noget problem, er han overbevist om, for huslejen er lav, 1.495 kr. om måneden, og lejerne får adgang til en række fordele, som kun fås her, bl.a. faglig rådgivning hos brancheorganisationen Dansk Mode & Textil.

»Lejerne udvælges efter, hvor meget de kan bidrage til miljøet i huset. De skal være seriøse modefolk, ikke hobbyvirksomheder. Omsætningen er ikke afgørende, men seriøsiteten er,« siger Christian Chapelle.

Der er allerede indgået aftaler med taskefirmaet Rodtnes Bags og smykkemærket Thorning Astrup, ligesom innovationsnetværket L.D. Cluster også har en repræsentant siddende.

»De 150 m2 kan hurtigt blive for små, så vi har en option på tredje sals 300 m2 også,« fortæller Christian Chapelle.

Tættere på modebranchen

Det nye modevæksthus ligger for enden af Balticagade, hvor mange modefirmaer holder til, og den placering er helt bevidst. Headstart Fashion skal tættere på sin målgruppe.

»At Headstart Fashion er trukket ud af offentligt regi, er ikke udtryk for en spareøvelse. Region Midtjylland og Aarhus Kommune ønsker at lave selvstændige juridiske enheder ude i ”den virkelige verden”, så de kommer tættere på erhvervslivet. Det er faktisk en måde at styrke Headstart Fashion på, for nu kan vi signalere, at vi kan klare os selv som erhvervsdrivende fond,« forklarer Christian Chapelle, der dog stadig regner med, at stat, region og kommuner vil bakke op om Headstart Fashion, når der er vækst og arbejdspladser i sigte med de forskellige initiativer, fonden skal stå for i fremtiden.

Men hvorfor hjælpe lige netop modebranchen? Kan den ikke klare sig selv, som andre erhverv må?

»Aarhus Kommunes rapport fra 2013 viste, at der er cirka 350 moderelaterede virksomheder i kommunen. Heraf har de 90 pct. under 10 ansatte, og en meget høj andel af disse små firmaer overlever ikke de første år. Kan man hjælpe flere af dem til at overleve via netværks- og kompetenceudvikling, er der basis for at skabe mange arbejdspladser,« påpeger Christian Chapelle, der ser modebranchen som en effektiv vækstskaber.

»Den danske modebranche omsætter for ca. 42 mia. kr. om året, endda fraset sko og andre accessories. Eksporten er på omkring 25 mia. kr. om året, så modebranchen er en sværvægter og bør derfor have lokal, regional og national bevågenhed,« siger Christian Chapelle og minder om, at de fleste million- og milliardforretninger inden for mode er startet med en iværksætter nede i en kælder eller ved et bord i et kontorfællesskab.

Han skal nu i gang med at søge danske og internationale fonde til den fortsatte finansiering af Headstart Fashion, og også derfor blev Headstart Fashion grundlagt som en fond.

»At etablere en erhvervsdrivende fond er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver startkapital og en fondsbestyrelse, og det setup signalerer stabilitet, som er en fordel, når vi skal ud og søge fondsmidler,« siger Christian Chapelle.

I den otte mand store bestyrelse sidder bl.a. repræsentanter fra de aarhusianske modefirmaer Journal, Bisgaard Sko og LauRie samt Aarhus Universitet og Via Design.

Christian Chapelle understreger, at sigtet med Headstart Fashion både er lokalt og regionalt – og på sigt også nationalt og internationalt. Region Midtjylland har fra begyndelsen bakket op om Headstart Fashion, og Christian Chapelle mener, at Aarhus kan lære meget af de jyske modekøbmænd i Herning-Ikast-området.

»Men Aarhus er en stor by med mange unge, og jo større by jo større potentiale for at skabe originalitet,« påpeger han.

Interesse for samtidskunst

Christian Chapelle følger stadig med i kunstens verden og er især optaget af samtidskunsten.

»Jeg kan godt lide dynamikken i det, der sker lige nu og her. Det er også derfor, jeg så godt kan lide modebranchen. Den arbejder med skiftende trends og kollektioner og forstår at kombinere kreativitet og business,« siger Christian Chapelle, og man fornemmer den tidligere kunsthandler i ham. Han har respekt for, at der skal tjenes penge i modebranchen.

»Modebranchen leverer mere vækst end kunsten, og den har et større potentiale for at accelerere væksten, fordi produkterne kan multipliceres, og rammer du rigtigt, kan du skalere op og gå internationalt,« siger Christian Chapelle.

Som mange andre kunsthistoriestuderende har han selv malet lidt engang, men holdt hurtigt op igen:

»Det kreative foretrækker jeg at overlade til de store talenter. Jeg er ikke dygtig nok til de kreative processer, ligesom jeg heller ikke kan opbygge en milliardforretning inden for mode. Min kompetence er at formidle, facilitere og binde sammen.«

 

Søg