RVLT43728

DEN GODE MAVEFORNEMMELSE

I sommeren 1995 mødtes to unge mænd, som kunne lide bølger og bjerglandskaber. Den ene kom fra en tekstilfamilie, den anden interesserede sig for at designe. Ud over et livslangt venskab begyndte Christian Katballe og Palle Bruun Rasmussen at lægge de første byggeklodser til herretøjsbrandet RVLT, som er inspireret af surf- og skimiljøet. Ganske uden at vide, at det var det, de var i færd med. De fulgte blot deres lyst og lyttede til deres mavefornemmelse. Det gør de stadig, og det er det, RVLT omfavner.

Elton John viser tænder. Hun er ikke helt sikker på, hvad hun skal mene om de to fremmede, som banker på bagdøren til RVLT’s lokaler i Balticagade. Elton John er RVLT’s kontorhund, som til dagligt bor hjemme hos Palle Bruun Rasmussen, herretøjbrandets kreative direktør. Det er ham, der har sørget for at give den britiske singer-songwriter en dansk navnesøster – og dét uden skelen til, at den lille, uldne type er en hunhund. ”Det er lige meget. Jeg kommer fra Nordjylland. Der er dyr ikke noget, som har et køn,” siger Palle, da fotografen og jeg har taget plads i et showroom med udsigt til Domkirken. Han kigger lettere forundret på mig, da jeg spørger, hvad en hund bidrager med til en arbejdsplads. ”Ved du ikke det? For nogle år siden var der en stor, amerikansk undersøgelse, som viste, at hæve-sænkeborde og frugtordninger var rigtig godt, men at det allerbedste, man kunne få, faktisk var en kontorhund. Det der med, at du kommer sur ind mandag morgen, og det har regnet, og måske er din kæde hoppet af cyklen – og du så bliver mødt af en lille hund, der logrer… Så er det som om, det er svært at være sur.”

_DSC6308

Vi er selvfølgelig ikke kommet for at tale om hunde. Vi er kommet for at høre historien om RVLT, men trods sin beskedne størrelse – ja, faktisk også i kraft af den – er Elton på mange måder et symbol på alt det, RVLT står for. Bare vent og se.

To surfer dudes mødes Vi skal spole tiden tyve år tilbage. Til sommeren 1995. det er højsæson for turister i Løkken, og inden Palle skal starte på Arkitektskolen, bruger han sin sommerferie på at lange fadøl over disken til de tørstige turister. Når vagterne er overstået, tager han hjem til den lejlighed, han deler med en pige.

Hun har en kæreste, der hedder Christian Katballe, og ham svinger Palle så godt med, at de hurtigt bliver nære venner. Om sommeren jagter de begge Løkkens bedste surferbølge, mens det om vinteren er Østrigs stejle bjerglandskab, der trækker i dem. Christian er ud af en midtjysk tekstilfamilie, så når han ikke surfer eller står på ski, bruger han sin tid på at sælge tøj på må og få. Han begynder at lege med idéen om at designe sine egne T-shirts, og en dag, efter både han og Palle er flyttet til Aarhus for studiernes skyld, bemærker nordjyden, hvad Christian arbejder på.

”Det, du gør der – det kan jeg gøre bedre,” siger Palle, som er begyndt at rode med grafiske programmer på Arkitektskolen. Det får Christian til at skubbe computeren over til ham, og sådan starter samarbejdet. Der er ikke antydningen af arrogance i Palles kommentar – tværtimod.

”Når man sidder over for hinanden som venner, synes jeg, der ligger en ærlighed i at hjælpe på den bedst tænkelige måde. Jeg kendte til programmet Illustrator og en masse andre ting, og derfor syntes jeg, at jeg kunne gøre det bedre. Til gengæld kan jeg ikke lægge to tal sammen, så rollefordelingen blev ret hurtigt klar.”

_DSC6316

Poolbord og Playstation Sideløbende med studierne lejede de to gode venner sig ind et på et gammelt træværksted i hjertet af Aarhus. Her satte de et poolbord og en Playstation op, gav sig selv og otte andre venner en nøgle og sørgede for, at der altid var øl i køleskabet.

Stilretningerne var ikke så mangefacetterede i midten af 90’erne, og efterspørgslen på T-shirts med grafiske prints var stor. Så mens Christian bestilte T-shirts hjem fra Polen, designede Palle prints, og sammen besøgte de Åse i Rønde, som stod for at føre de designede prints over på de indkøbte T-shirts.

”Vi havde ikke rigtigt nogen forudsætninger for at sige, om det, vi gjorde, var rigtigt eller forkert. Men vi tog det stille og roligt, og der var ingen store armbevægelser eller strategier. Vi følte os frem og mærkede på mavefornemmelsen. Det bar os hjem et langt stykke ad vejen, men der kom også en dag, hvor banken pludselig stod og sagde: ’Så drenge, nu er det faktisk alvor.’ At vælge retning Allerede under sine studier fik Palle et job hos designbureauet Designit, og han begyndte derudover at undervise på både Arkitektskolen i Aarhus, Designskolen i Kolding og Umeå Institute of Design i Nordsverige. Dedikationen til det, han og Christian stille og roligt var i færd med at bygge op, forblev dog intakt hele vejen, men på et tidspunkt var han nødt til at vælge retning.

”Jeg var fascineret af at arbejde for de her store, mærkelige kunder, som Designit kunne bringe med sig – men der var også tale om nogle processer, som kunne trække ud i årevis. Sådan er det ikke i moebranchen, og det syntes jeg var interessant. Produktdesign trækker både på tendenser, strømninger, farver og materialer – og så har det meget at gøre med livet i al almindelighed. Det har jeg altid godt kunnet lide.”

Hvad var det præcis, der fik dig til at vælge RVLT?

”Jeg ville gerne være herre i eget hus. Der var helt klart et hjerte, der bankede for det her, som jeg selv havde været med til at skabe. Det var usammenligneligt med alt andet. Sådan er det stadig. Virksomheden er jo vokset, og derfor har vi selvfølgelig brug for styring og retning og budgetter og strategier og alle de fine ord, der er at sige. Men det handler stadig rigtig meget om at have det godt og have en god mavefornemmelse.”

_DSC6322

Ingen store armbevægelser I dag er det gamle træværksted med øllene og spillene skiftet ud med store, industrielle lokaler på Balticagade. I stille perioder er de ud over Elton omkring 10 på kontoret, men i travle perioder tredobles tallet. Halvdelen af året bor Christian i Østrig, så han er sjældent en del af inventaret, men det er fint, for så har Palle en undskyldning for at stå på ski meget oftere, som han siger. ”Vi er egentlig ikke forretningsmænd. Vi er blevet forretningsmænd. Som udgangspunkt er vi i det her, fordi vi godt kan lide det. Så idéen er ikke, at vi skal tjene en masse penge. Nej, rooooolig nu, én dag ad gangen, stille og roligt.”

Hvad er det så I mestrer så godt, at RVLT stadig lever i bedste velgående?

”Jeg tror, det er det med hjertet. Og det med at være ærlig i forhold til det, vi gør. Vi er loyale og tro mod vores kunder, og vi løber ikke efter pengene, men efter det produkt, vi tror på. Jeg vil sige, at ydmyghed, loyalitet og en ærlig tilgang til tingene er de grundsten, vi bygger på.”

Hvordan kommer de grundsten til udtryk? ”Hvis vi tager Aarhus som udgangspunkt, finder du nede bag Hotel Royal herretøjsbutikken SoHo, som drives af Hanne og Hanne. De har faktisk været med næsten siden dag 1, og vi handler stadig med Hanne og Hanne og har takket nej til nogle af de andre butikker, som har budt sig til gennem årene. På dansk jord har vi haft mulighed for at tage mellem 140 og 150 kunder op, men vi holder os på 80, og det har vi gjort i 15 år. Det er det niveau, der passer til os. Det niveau, hvor vi ikke træder nogen over tæerne.”

Sov godt og nå Hjem til Fem Selvom Palle og Christian ikke ser sig selv som forretningsmænd, er det ingen hemmelighed, at de selvfølgelig gerne vil vokse sammen med deres kunder. Det skal bare ske organisk og ordentligt. Da jeg spørger, hvorfor det er vigtigt ikke at træde nogen over tæerne i en verden, hvor konkurrencen ellers er hård nok, svarer Palle: ”Fordi vi skal kunne sove ordentligt om natten. Og fordi vi skal kunne se hinanden i øjnene. Vi tror på, at den sunde forretning bygger på gode relationer, hvor man behandler hinanden pænt. Jeg vil gerne synes, at mit arbejde er rart og godt og hyggeligt, og hvis jeg lod pengene tale, skulle jeg gøre noget helt andet.”

Atmosfæren i RVLT’s lokaler er både personlig og hjemlig. Som hun trisser rundt mellem bordene med sin logrende hale, spreder Elton helt automatisk den form for hygge, som kendetegner mange kontorlandskaber i iværksættermiljøerne. Her er medarbejderne ikke bare medarbejdere, men mennesker med skøre idéer og grineflip og fritidsinteresser, som ikke skal drukne i arbejde.

”Vi har et princip, der hedder Hjem til Fem. Det forsøger vi at efterleve, og hvis det en meget sjælden gang sker, at nogle arbejder over, er det kun os ”kioskejere”. Vi skal alle sammen have et liv ved siden af, hvor der er tid til at se familien, kæresten, børnene, cyklen eller hvad det måtte være. Man får ikke næring af kun at arbejde.”

Hverdagens helte Hos RVLT forstår man Dan Turélls digt Hyldest til hverdagen. Af samme grund er tøjets æstetik både ydmygt og ukompliceret i sit udtryk. Priserne har et niveau, som er overkommeligt for de fleste, og brandingmæssigt hverken råber eller skriger RVLT. På brandets Facebook-side står bl.a. disse ord:

We are dedicated to everyday life and those who make the most of it. Those who know what they want and are willing to work for it. A tribute to those who don’t feel the daily grind – they embrace it. We salute the everyday heroes.

”Det handler om, at du ikke skal komplicere tilværelsen. Du skal arbejde for tingene, men nyde det, du er i. Du må rigtig gerne klæde dig ud til fest og ballade, men når alt kommer til alt, tror jeg, vi alle sammen får det bedste liv, hvis vi får vores hverdag til at være rigtig god. Fest er bare toppen af det hele, men det er hverdagen, der skal være vores fundament. Den vil vi gerne hjælpe med at skabe, og det er netop hverdagen, vi hylder selv.”

Derfor prøver RVLT heller ikke på at være anderledes bare for at være anderledes, som Palle siger. Her skaber designerne hverdagstøj, som de selv har lyst til at tage på. Her er man tro mod de forbrugere, som både er pris- og kvalitetsbevidste.

RVLT43771

Ny pigelinje til Berlin I showroomet, hvor vi sidder omgivet af både nye og gamle kollektioner, ser jeg ud af øjenkrogen noget, der virker anderledes end alt det andet. Langs den ene væg hænger 25 jakker. I alle tænkelige former for materialer, længder og snit. Det er ikke færdige jakker, men prototyper. Og de er ikke til mænd, men til kvinder.

”Efter lang, lang, lang overvejelse lancerer vi til januar et nyt pigemærke. Det var egentlig ikke helt meningen, men så er vi tilbage ved mavefornemmelsen. For ikke så længe siden søgte vi en pige til et barselsvikariat, og i den pulje var der så én, som overhovedet ikke var rigtig til den stilling. Men til det koncept, jeg havde gået og tænkt på, virkede hun rigtig. Så nu lancerer vi en kollektion, der kun består af 25 jakker og 10 strik. That’s it!”

Modemessen Seek i Berlin bliver det første sted, kollektionen vises frem, og selvom Palle ikke er en mand, der stryger om sig med selvforherligende superlativer, siger han – naturligvis uden for høj stemmeføring: ”Det bliver pissesejt!”

Et brand til individualister På de agent- og distributionsbesøg, Palle har været på, har der været stor begejstring for konceptet, hvor fokus er på én kategori med stor bredde. Derfor er det også meningen, at brandet skal udbredes til både Danmark og andre lande, og helt ligesom sit faderlige ophav, RVLT, opfylder det et behov.

”Det hedder Selfhood, fordi vi godt vil prøve at bevæge os lidt væk fra det konforme, hvor vi kun stikker én retning ud. Her viser vi rigtig mange forskellige silhuetter, materialer, snit og brug af detaljer. Det lyder lidt floskelagtigt, men vi vil gerne efterkomme folks ønske om at klæde sig individuelt.

Er det en tendens, der er ved at vinde frem? At der kommer bredere kollektioner, som kun fortolker ét item?

”Jeg kunne godt forestille mig, at vi kommer til at se det mere og mere. Selvom de fleste mærker leverer det hele, er der næsten altid noget, man er særligt god til og særligt kendt for. Så alt andet lige, synes jeg, det ville være en sund udvikling. At man – i stedet for at prøve at dække det hele – begynder at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det i virkeligheden, jeg er god til?”

_ Tekst: Sanne Hukiær _ Foto: Gitte Post

FAKTA

  • RVLT er et aarhusiansk herretøjsbrand stiftet i 1995 af Palle Bruun Rasmussen og Cristian Katballe
  • Brandet er inspireret af surf- og skimiljøet og dedikeret til de mennesker, der holder af hverdagen
  • Globalt forhandles tøjet i ca. 850 butikker
  • I januar 2016 lancerer RVLT den nye pigelinje Selfhood med en kollektion, der udelukkende består af 25 jakker og 10 strik
Søg